Jeg mister tålmodigheden med mit barn- sådan styrer du din vrede
Du har lovet dig selv at du ikke vil råbe. Og så sker det alligevel. Du hører dig selv sige ting, du ikke ønskede at sige og bagefter sidder du med en klump i maven og tænker: “Hvorfor kan jeg ikke bare styre mig?”
Vrede er en udskældt størrelse i Danmark. Vi må helst ikke være vrede, vi må tilnærmelsesvis godt være bestemte eller tydelige, men ikke vrede. Vreden skal faktisk bare helst gå væk, og der er en tendens til at vi anser mennesker der ikke udviser vrede som über-spirituelle eller “mere hele” mennesker.
Vi er vant til at vi skal få på styr vreden, og det betyder bare at vi skal være tålmodige, rummelige, være forstående og være anerkendende. Men vejen til alle disse fine egenskaber går ikke via at få vreden til at gå væk, men ved at samarbejde med vreden. Jeg har heller ikke endnu hørt om en forælder, som har besluttet sig for ikke længere at ville blive vrede og at vreden så derved på magisk vis gik væk.
Vreden er faktisk ikke farlig, vreden er din hjælper.
Vi skal en anden vej rundt!
Vi skal begynde at lytte til vreden, vende os mod vreden og give den et kram. For rigtig mange mennesker opleves vrede, som noget, der opstår pludseligt. Sådan at det føles som om, at vreden nærmest opstår helt ud af den blå luft. Kender du det?
Et eksempel: Du er en sød mor/far, der lytter og prøver at være anerkendende. Du siger måske: ”Jeg kan godt forstå, at du bliver sur og skuffet, fordi gaven ikke lige var den du forventede, det er helt ok”. Du lytter og rummer og lytter og rummer lidt mere. Men lige pludselig knækker filmen.
Pludselig hører du dig selv råbe: ”Nu må du simpelhen stoppe, det kan da ikke passe, at der altid skal være så meget bøvl med dig. Gå ind på dit værelse og lad mig være i fred…og så over noget så tåbeligt, som en lille gave”.
Ved du, hvad du glemte?
Du glemte at lytte og rumme dig selv!
Og det er der, hvor det går galt med vreden. Vi synes, at vi er de voksne og derfor burde vi jo kunne styre os. Så vi holder på os selv, vi prøver, vi gør os umage.. og alle de små alarm-flag, der bliver hejst inde i dig, mens du lytter og rummer dit barn, dem sender du væk. Lige indtil der kommer et kæmpe alarmflag, og så brøler du fordi du ikke kan holde til at strække dig mere. Så lige som du skal rumme dit barn for alt, hvad de indeholder, skal du også rumme dig selv og alt hvad du indeholder.
Næste gang du står i samme situation. Så prøv at gøre noget helt andet.
Eksempel: Dit barn bliver sur og du kan mærke, at du kærligt gerne vil hjælpe, så du rummer og anerkender. Dit barn bliver ved. Og nu begynder din hjerne at tænke: ”stopper det her aldrig”
NU gør du noget nyt.
Du siger højt: ”Jeg vil gerne hjælpe dig, men jeg har det lidt svært med at bevare tålmodigheden, når det tager så lang tid”
Og her går du væk fra situationen i 30 sekunder og drikker et glad vand og kommer tilbage.
Nu er du klar igen til at hjælpe og rumme. Du har tømt hovedet og “skiftet scene” inde i dig selv. Og når du mærker at det igen bliver for overvældende, eller du begynder at panikke (indeni) over hvad du dog skal stille op, eller om du mon har et helt normalt barn, så siger du igen: ”Jeg vil gerne hjælpe dig, og står lige her og øver mig på at være tålmodig, så jeg kan hjælpe dig bedst.” På denne måde forholder du dig til de grænser og røde flag du mærker inde i dig. Så længe du tager dig af alle de små røde flag og lytter til dem, så ender du ikke med de store røde flag, hvor du totalt mister dig selv og kommer til at råbe ting, du slet ikke ønsker at sige.
Det er når vi lytter til vores egen indre varsler og rummer vores egne stemmer og ikke ignorerer dem når bølgerne går højt at vi kan rumme vores børn og deres følelser og reaktioner at vi får styr på vreden.
Når du begynder at lytte til dine egne “røde flag” og dine egne grænser og indre reaktioner, så vil du opleve at
du sjældent havner i det røde felt, hvor du bliver meget vred (læs: rasende)
du nemmere kan rumme dine børns følelser i længere tid
når konflikter er ovre skal i ikke reparere relationen, for ingen blev vrede
du har en ro i at du både tager dig af dig OG dit barn
vreden bliver din hjælper og ikke din fjende
På den måde bliver det dig, der styrer vreden og ikke vreden, der styrer dig.
Så hils alle de små alarm-flag velkomne og lyt til dem og lad dem være din ven og guide i vreden.
Og husk at det tager tid at lære, så hvis du ikke lige har succes første gang du prøver det her, så vid at jo mere du øver dig, jo nemmere bliver det. Og pludselig en dag har du fundet din vej i det, så du ikke længere skal kæmpe med vreden, men hvor vreden er blevet din ven.
Ofte stillede spørgsmål
Hvorfor mister jeg tålmodigheden med mit barn? Fordi du glemmer at lytte til dig selv. Du rummer og anerkender dit barn, men ignorerer dine egne røde flag undervejs. Og når der til sidst kommer et kæmpe alarmflag, eksploderer du. Det er ikke fordi du er en dårlig forælder. Det er fordi du strækker dig for langt uden at tage dig af dig selv undervejs.
Hvad gør jeg når jeg har råbt af mit barn? Det første og vigtigste er at tage ansvar og sige undskyld til dit barn, ikke fordi du er en dårlig forælder, men fordi det viser dit barn at voksne også begår fejl og tager ansvar for dem. Det er faktisk et stærkt forbillede. Og så, lær at mærke de tidlige røde flag inden det går galt, så du næste gang kan sige det højt og gå væk i 30 sekunder inden du eksploderer.
Hvordan stopper jeg med at blive så vred som forælder? Ved at samarbejde med vreden i stedet for at bekæmpe den. Vreden er ikke din fjende, den er et signal om at du har brug for noget. Når du begynder at lytte til de små røde flag tidligt, ender du sjældent med de store udbrud.
Træt af at høre dig selv råbe og bagefter sidde med en klump i maven? I mit online kursus Din egen vrede lærer du at lytte til de røde flag inden det går galt, så vreden bliver din hjælper i stedet for din fjende.