Viljestærke børn: Myten der skader – og sandheden du skal kende
“Vi vil gerne have dig med live i studiet så du kan fortælle om de viljestærke børn”
Sådan sagde stemmen i telefonen, og som selvstændig erhvervsdrivende bliver man for det meste ikke ked af når de store nyhedskanaler ringer, og gerne vil høre om det felt man brænder så stærkt for. Men de endte med at droppe mig og de viljestærke børn, fordi jeg ikke ville være med til at holde liv i den myte du skal læse om nu, nemlig den mest sejlivede myte om viljestærke børn af dem alle.
En vild abekat
Når vi forestiller os, hvordan viljestærke børn er, tænker vi ofte på børn, der råber, skriger, larmer og fylder meget i klasseværelset. Vi har en generel forestilling om at viljestærke børn er mennesker, der gør meget væsen af sig selv og fylder meget i landskabet. Vi forbinder dem med at lave scener, være meget ekstroverte og være “all over the place”. Det gjorde de også da de ringede fra TV-kanalen og ville have mig ind og fortælle om De Viljestærke Børn.
“Har du mulighed for at tage et viljestærkt barn med ind i studiet?” spurgte de, og det ville jeg ikke. “Det gør ikke noget hvis han/hun smadrer noget” sagde de, og det ville jeg slet ikke være med til, hverken at udstille et barn på live tv eller at opretholde myten om at viljestærke børn er som en vild abekat der hopper rundt og ødelægger et TV-studie. Da jeg sagde nej droppede de mig, og den dag i dag er jeg stadig glad for min beslutning. Fordi:
Den sejlivede myte om de viljestærke børn
I virkeligheden er billedet helt anderledes. Viljestærke børn kan sagtens være stille og tilbageholdende. De kan være introverte og er altid, eller i hvert fald oftest også særligt sensitive. Det er ikke altid dem, der rækker fingeren op i klassen eller gør opmærksom på sig selv. De kan være samarbejdsvillige og fleksible – i hvert fald indtil deres bæger er fyldt op.
Når de viljestærke børn når deres grænse, begynder de at larme. De larmer ikke for at irritere os, men fordi de ikke kan rumme mere og deres lortesæk (hvad er det?) er fyldt op. De larmer, når de prøver at fortælle os noget, når de vil give udtryk for, hvordan de har det, og når de har brug for hjælp. De larmer, når livet og verden bliver for stor og for meget for dem.
Tegn på at lortesækken er overfyldt:
Dit barn går fra 0-100 på vredesskalaen
Reagerer på en lille ting det typisk ikke ville reagere på
Starter konflikter (med søskende eller andre)
Derfor er det vigtigt, at vi er bevidste om, at børn, der råber og skriger, ofte ikke har brug for irettesættelser eller skældud. De har ikke brug for, at omverdenen dømmer dem og opfatter dem negativt. De har brug for, at vi hjælper dem.
Det forvrængede billede af viljestærke børn er skadeligt for børnene (og deres familier)
Vi skal gøre op med myten om, at viljestærke børn altid er dem, der tager scenen, råber højest og søger opmærksomhed hele tiden. Ofte forholder det sig lige omvendt. Mange viljestærke børn har en rig og fantasifuld indre verden i mange lag. De har ikke brug for, at der hele tiden sker en masse i den ydre verden. Tværtimod bruger de meget tid på at tage den ydre verden ind, analysere den og omsætte den til nye lag i deres indre liv. For det viljestærke barn kan verden derfor føles meget stor og kompleks.
Viljestærke børn er ofte
velovervejede
retfærdighedssøgende
reflekterende
tryghedssøgende.
Derfor: Når de viljestærke børn reagerer, er det ikke et tegn på, at de vil provokere – det er et tegn på, at de har brug for vores hjælp, og det bedste vi kan gøre er at hjælpe dem. Her kan det forebyggende hjælpe at kigge på
Hvor meget aktivitet har der været i dag?
Hvor meget støj er der/har der været?
Hvor mange mennesker og forskellige energier har barnet skulle forholde sig til i dag?
Har der været tid til hvile?
Har der været tid til at få noget at spise?
Sov mit barn godt i nat?
Og hvad du så kan gøre når skaden er sket og dit viljestærke barn reagerer, det har jeg skrevet et blogindlæg om lige her.
Det er ikke altid støjen, der er problemet – nogle gange er den et råb om hjælp
At forstå de viljestærke børn handler ikke om at putte dem i en ny kasse – men om at se dem, som de er. Når vi slipper myten om det viljestærke barn som “den vilde abekat,” åbner vi i stedet for muligheden for at møde et barn, der rummer både dybde, styrke, følsomhed og en stærk retfærdighedssans.
Og det er netop der, magien sker: Når vi møder børnene med forståelse frem for dom, med støtte frem for skældud, får de mulighed for at trives og bruge deres viljestyrke på alt det, der gør dem unikke.
Så næste gang du står over for et barn, der larmer, råber eller trækker sig, så husk: Det er ikke altid støjen, der er problemet – nogle gange er den et råb om hjælp. Lyt. Kig efter. Spørg. Og giv plads.
Det er sådan, vi sammen kan være med til at ændre historien for de viljestærke børn – én misforståelse ad gangen.