PDO. Pisse. Dårlig. Opdragelse. Undervisningsministerens nye diagnose
Har du også haft ondt i maven efter at have læst nyhederne de seneste dage? Så er du absolut ikke den eneste. Når undervisningsminister Tesfaye lancerer en ny diagnose og kalder en hel gruppe børn for resultatet af “pisse dårlig opdragelse”, er vi nødt til at stoppe op. For hvad er det egentlig, han siger? Og hvad er det, vi risikerer at overse, når vi reducerer komplekse udfordringer til en hård etikette?
Forkert fokus
Det afgørende lige nu er ikke at diskutere “pisse dårlig opdragelse”, men at tage fat på noget langt vigtigere: kvaliteten af vores skoler og institutioner. Når undervisningsministeren hellere vil tale om uopdragne børn end om, hvad han faktisk kan gøre for at løfte uddannelsessystemet, så er det, vi bør blive for alvor bekymrede.
For hvad er det egentlig, ministeren tror, at sådan en udmelding skal ændre på? Og hvem får det bedre af, at vi stemplet børn og forældre på den måde? Man kunne få den tanke, at det mest af alt handler om at kaste et røgslør ud – så vi peger fingre ad hinanden i stedet for at tage fat på de reelle problemer. For udfordringerne er der, ingen tvivl om det. Men de løses kun, hvis vi som samfund løfter i flok og tager et fælles ansvar, ikke ved at vi udskammer en (eller flere) befolkningsgrupper.
Har forældrene ikke selv et ansvar?
Vi forældre har selvfølgelig et stort ansvar – og det tager vi også hver eneste dag. Lad os lige runde hvad den moderne gennemsnitlige mor og far lige skal have styr på:
Alt det, forældre skal holde styr på i dag
Madpakker, måltider og sund kost – helst med balance i sukkerpolitikken
Vasketøj, tøj i rette størrelse, sportstøj og alt det praktiske
Aula-beskeder, skole-hjem-samtaler og forældremøder
Lektier, læsning og støtte til skolearbejdet
Legeaftaler, fødselsdage og sociale relationer
Transport til og fra skole og fritidsaktiviteter
Skærmtid, sociale medier og digital dannelse
Fritidsinteresser, ferier og oplevelser
Barnets trivsel: søvn, sundhed, følelser og mental velvære
Opdragelse: respekt, empati, ansvar og værdier
Pointen er, at forældre anno 2025 bærer et enormt ansvar. De jonglerer mellem praktiske opgaver, følelsesmæssig støtte, dannelse, trivsel og systemkrav – og de fleste gør det med en kæmpe indsats og et brændende ønske om at give deres børn det bedste.
Derfor er det også urimeligt, når debatten reduceres til en påstand om “pisse dårlig opdragelse”. Forældre tager ansvar – hver eneste dag – men vi kan ikke løfte det hele alene. Der er også forældre der ikke har ressourcerne, børn der ikke får madpakker med i skole, og som må sidde og kaste lange blikke efter de andres madpakker, men heller ikke her hjælper det at kalde nogen for “pisse dårligt opdragede”, det løser ingenting og det hjælper hverken børnene eller forældrene.
Og når det er sagt, så må vi også som forældre kunne have en vis tryghed i, at når vi sender vores børn i skole eller institution, så bliver de mødt af rammer, der rent faktisk kan bære dem. Og her halter det alvorligt. Lige nu er der alt for få voksne om børnene i både skoler og daginstitutioner. Lige nu sidder der alt for mange børn presset sammen i klasseværelser, hvor lærere og pædagoger kæmper med at få enderne til at mødes, og mange lider under store inklusionsdrømme uden de nødvendige ressourcer.
Samtidig holder vi børnene alt for længe i skole – en hel dag, som i forvejen er for presset og for lidt tilpasset børns behov. Ja, der er enkelte justeringer på vej, men det ændrer ikke på, at systemet som helhed er overbelastet. Og det er jo her, kontrasten bliver så tydelig: For mens undervisningsministeren taler om “pisse dårlig opdragelse”, undlader han at tale om de forhold, vi faktisk sender vores børn ind i. Forhold, som har mindst lige så stor betydning for deres trivsel og udvikling.
Et kritisk løft af skolen
Hvordan vi gør den til et trygt sted at være? Et sted, hvor relationskompetence, passion og glæde er i centrum? Et sted, hvor børn glæder sig til at komme, fordi undervisningen er spændende og fællesskabet stærkt? Hvor lærere møder børnene med lyst, engagement og overskud, i stedet for at kæmpe med alt for store klasser og alt for få ressourcer?
Minister for forældre opdragelse?
Undervisningsministeren er ikke minister for forældres opdragelse. Han er minister for skole og uddannelse. Det er hans ansvar at sikre, at børn møder et trygt, velfungerende og lærerigt miljø i skoler og institutioner. Men det er netop dét ansvar, han i øjeblikket svigter. Derfor kan det undre, at han bruger sin energi på at tale ned til forældre i stedet for at koncentrere sig om skolen – at gøre den bedre, stærkere og mere kompetent. Det er dér, hans fokus burde ligge.
For i sidste ende handler det jo helt konkret om ressourcer. Vi har brug for flere hænder i klasserne. Flere voksne, der kan skabe ro, støtte børnene og sikre et miljø, hvor både læring og trivsel kan lykkes. Det er ikke raketvidenskab – det kræver politisk vilje, prioritering og et reelt ansvar for skolen.
Vi har brug for mere hjælp til de børn, der har brug for ekstra støtte. Vi har brug for, at der arbejdes forebyggende, når børn mistrives, og at der findes redskaber, som faktisk hjælper dem – så de ikke ender i mistrivsel eller i skolevægring, som alt for mange gør i dag, især børn der falder lidt udenfor normen er overrepræsenterede. Det kan vi simpelthen gøre bedre.
PDO og viljestærke?
En stor gruppe af forældre til viljestærke børn ofte bliver dem, man skyder på. De får at vide, at de ikke tager ansvar nok. At de pakker deres børn ind i vat. At de skal sætte flere grænser, være mere tydelige. Men det er en urimelig karikatur. For de viljestærke børn er faktisk ofte blandt de mest velopdragne. De ved præcis, hvordan man skal opføre sig – og de gør det også. Lige indtil de ikke længere kan:
For når de bliver overstimulerede, overvældede, ikke bliver lyttet til eller mødt i deres behov, så knækker det. Ikke fordi de er uopdragne, men fordi de er børn. Og børn reagerer, når rammerne omkring dem ikke er sunde. Det betyder ikke, at de er forkerte. Tværtimod: viljestærke børn er sunde børn, der reagerer på usunde omgivelser. Det er en vigtig pointe, vi skal have langt mere frem.
Når de reagerer, rejser de røde flag: “Jeg trives ikke her. Det er ikke trygt. Det er ikke rart. Jeg har ikke lyst til at lære.” Og vi kan ikke længere tillade os at afvise de signaler. Forældre hører dem først, men skolerne hører dem også – igen og igen. Det er ikke børnene, der er noget galt med. Det er rammerne. Vi er nødt til at turde lytte til både børnene selv og til de statistikker, der år for år viser, at færre børn trives i skolen.
For vi ser en stigende tendens: flere børn bliver taget ud af folkeskolen, fordi rammerne simpelthen ikke er trygge nok. Vi ser børn, der bliver syge af at gå i skole – stressede og jagede af tests og krav, i et system der ikke formår at rumme deres forskellighed. Det er dér, vi skal sætte ind. Skolen skal være mere fleksibel, mere rummelig, og det kræver ressourcer. Flere voksne, mere støtte, bedre rammer. For ellers sender vi regningen videre til fremtiden – i form af unge, der mistrives og står uden for fællesskabet, fordi de skal bruge år på at finde fodfæstet igen. Har vi overhovedet råd til det? Vil vi være det bekendt?
Og det er derfor, Tesfayes “diagnose” er så misforstået. Den flytter fokus væk fra de reelle problemer og hen på en skyldplacering, som ikke løser noget som helst. Det eneste, den fortæller os, er, at ministeren hellere vil pege fingre af forældre end at tage ansvar for det, der virkelig halter: vores skole og vores institutionsverden.
Det er på tide, vi vender blikket væk fra skyld og skældsord – og i stedet ser på løsningerne. Forældre løfter allerede et kæmpe ansvar, hver eneste dag. Det, vi mangler, er et system, der løfter sammen med os. En skole, hvor der er tid, ro og voksne nok til, at alle børn kan trives. En skole, hvor relationer, nysgerrighed og glæde står i centrum – ikke stress, test og mangel på hænder.
Så lad os bruge energien dér. Lad os kræve, at undervisningsministeren tager ansvar for det, han faktisk er minister for: skolerne, institutionerne og børnenes trivsel. Og lad os som forældre, lærere og borgere insistere på, at børnene ikke skal bære prisen for et system, der ikke fungerer.
For hvis vi virkelig ønsker en stærk fremtid – så starter den ikke med at udskamme børn og forældre. Den starter med at skabe rammer, hvor børn kan vokse, trives og lære. Det er vores fælles ansvar. Og det er på høje tid, vi holder politikerne fast på det.
Hvad kan du som mor eller far gøre for at støtte dit barn i denne tid?
Når en bullshit-diagnose som PDO bliver lanceret sker der følgende: forældre bliver stigmatiseret, føler sig utilstrækkelige, udskammede og føler sig misforståede. De bliver mødt med erfarringsløse ubrugelige råd som “sæt flere grænser” og “stram op”. De isolerer sig og aner ikke hvor de skal gå hen for at få hjælp, for desværre vil hjælpen ofte ikke virke, da den vil være: Stram op, vær konsekvent, sæt regler, hav rutiner, stille aftener og alt muligt andet, som selvfølgelig virker, men som ikke vil være det som vil skabe stor forandring for en familie til et viljestærkt barn.
Det vigtigste for dig som forældre i denne tid er at:
1. Søge hjælp, der er hjælp at hente. Søg hjælp som du har tillid til og som du kan mærke passer til din familie og værdier.
2. Find din egen vej som forældre. Vejen findes måske ikke endnu, men skab og byg et liv og en vej som passer til dig og din familie. Den er ikke nødvendigvis som mange andres, men den er din.
3. Hav tillid til dig selv, din mavefornemmelse og det du mærker ift dit barn. Lad ikke andre overbevise om at du skal gå imod den. Så tænker du at skole ikke er ok for dit barn, så hav fuld tillid til at det er sådan det er.
4. Find/skab et netværk som støtter dig. Det kan være nogle rådgivere på insta, det kan være nogle gode venner eller veninder. Vær sammen med mennesker som støtter dig og ser dig og dine børn som dem de er.
Og ja, der findes forældre, som ikke tager ansvar – men heller ikke de hjælpes af en diagnose, der blot stempler og straffer. De har brug for reel hjælp, ikke udskamning.
Ingen vinder ved at kalde noget eller nogen for PDO, det kan vi simpelthen nemt gøre langt bedre!