Hvordan får jeg mit barn til….? Måske er det det forkerte spørgsmål
Sådan får du dit barn i skole. Sådan får du dit barn til at høre efter. Sådan får du dit barn til at lave lektier. Sådan får du dit barn til at sige pænt farvel. Sådan får du dit barn til at spise din mad.
Vi er blevet rigtig gode til at stille det spørgsmål. Hvordan får vi børn til en masse? Men hvad nu hvis det er det forkerte spørgsmål?
Eksempel fra virkeligheden
Det kunne være ved putning.
Klokken er 19.30, og du er træt. Dit barn skal i seng, men det hele bliver til en kamp igen. Du siger: “Nu skal du i seng,” og dit barn siger nej. Måske griner det, måske bliver det vredt, måske løber det væk eller begynder at forhandle.
Inde i dig begynder tanken at komme:
“Hvordan får jeg mit barn til at sove?”
Du prøver måske at skrue op for stemmen. Forklare. Tage ting væk. Love noget. True lidt. Eller bare gentage det samme igen og igen.
Og midt i det hele bliver du måske også selv frustreret og tænker:
“Hvorfor er det her så svært hver eneste aften?”
Det er præcis i de øjeblikke, vi ofte stiller spørgsmålet: “Hvordan får jeg mit barn til…?”
Indimellem handler det ikke om, at vi ikke ved, hvad vi skal gøre.
Det handler om, at vi er trætte.
Trætte af at gentage os selv. Trætte af konflikterne (som ved putning og Raserianfald) , der kommer igen og igen. Trætte af at føle, at det burde være nemmere end det er.
Og midt i det hele kan der snige sig en tanke ind:
“Jeg prøver jo bare at få hverdagen til at fungere.”
Måske også en stille følelse af ikke helt at slå til, selvom man gør sit bedste.
Og det er ofte her spørgsmålet opstår: Hvordan får jeg mit barn til…?
Vi er et samfund der er blevet rigtig gode til at optimere. Også vores børn. Og et eller andet sted på vejen er vi begyndt at måle os selv som forældre på om vi kan få vores børn til en masse. Om de hører efter. Om de spiser maden. Om de siger pænt farvel. Om de laver lektier uden drama.
Men hvornår besluttede vi at det var succeskriteriet for godt forældreskab?
For hvad ønsker vi egentlig for vores børn? Ønsker vi børn der gør hvad vi siger? Eller ønsker vi børn der mærker efter hvad de synes er ok og tør stå op for sig selv, også selvom de ved at det ikke nødvendigvis gør deres forældre glade?
Hvad handler barndommen egentlig om?
Barndommen handler om at øve sig. At lære sig selv at kende. At mærke sine egne grænser. At opleve tryghed i relationer. At blive tryg ved at være sig selv i sin egen familie.
Så når barnet vokser op og en dag skal ud i verden, væk fra sine forældre, så har det trygheden med sig. Ikke fordi det har lært at gøre hvad andre siger. Men fordi det ved hvem det er. Det er fundamentet vi skal bygge. Ikke en liste over ting vi kan få vores børn til.
Og det er måske derfor, viljestærke børn har noget vigtigt at lære os.
Viljestærke børn er faktisk foran
Viljestærke børn er rigtig gode til én ting, nemlig at mærke efter hvad der føles ok for dem og hvad der ikke gør. Og at kæmpe for det. Det er bare ikke altid særlig nemt at være forælder til. For når dit viljestærke barn siger nej til jakken, nægter at spise maden eller ikke vil sige pænt farvel, kan det føles tungt. Måske som om du ikke kan finde ud af at være forælder. Men det er ikke nødvendigvis det der sker. For et barn der tør lytte til sin egen stemme og sige den højt, det er et barn der har tillid til at nogen vil lytte. Og det er dig de har den tillid til. Det er faktisk en ret fin ting at give et barn med i livet.
Hvad skal vi så gøre i stedet?
Vi skal ikke holde op med at have forventninger til vores børn. Vi skal ikke holde op med at have grænser og rammer.
Men vi skal begynde at være nysgerrige på vores børn i stedet for at fokusere på hvad vi kan få dem til. Hvad er det barn jeg har foran mig? Hvad har det brug for lige nu? Anerkend dit barn når det tør sige nej. Lyt til det når det føler sig utrygt. Respekter det når det mærker sine egne grænser.
For det er ikke et succeskriterium at dit barn gør hvad du siger. Det er et succeskriterium at dit barn er trygt ved sig selv og står op for sig selv og ved at du er på deres side.
Læs også: Stædigt barn — eller viljestærkt?
Ofte stillede spørgsmål
Kan jeg slet ikke stille krav til mit barn? Jo, det kan du. Men der er forskel på krav der kommer fra et sted af samarbejde og tillid og krav der kommer fra et sted af magt og kontrol. Viljestærke børn samarbejder når de har overskud til det. På dage med underskud skal du tilpasse dine forventninger til barnet, ikke omvendt.
Skal mit barn så kun gøre det de har lyst til? Nej, og det handler heller ikke om det. Det handler om at skabe et samarbejde hvor dit barn føler sig set og hørt. Når dit barn mærker at du er nysgerrig på dem frem for at ville have dem til noget, så øges samarbejdsviljen faktisk. Ikke fordi de får lov til alt, men fordi de ikke behøver kæmpe for at blive hørt.
Hvad gør jeg når andre synes mit barn er uopdragent? Det er en af de sværeste ting ved at have et viljestærkt barn at stå i en verden der ikke altid forstår dem. Mit bedste råd er at stole på din egen fornemmelse. Du kender dit barn bedst. Et barn der tør mærke efter og stå op for sig selv, også når det ikke er belejligt, er ikke et uopdragent barn. Det er et barn med en stærk indre kompas.
Vil du lære hvordan du styrker dit barns selvværd, så det er trygt ved sig selv og tør stå op for sig selv? Det lærer du i mit online kursus. 👉 Ja tak, jeg vil have kurset